Jeg vil prøve at beskrive det så klart som muligt, forklare det, at det koster al ens energi, mere energi end man har, jeg har, at opholde sig på overfladen af sig selv, den del der vender ud mod andre, at det ikke er muligt at opholde sig derude særlig lang tid ad gangen, det er en luftart jeg ikke kan tåle, det er som en luft, tynd eller tyk, i hvert fald har jeg brug for en maske, når jeg er i selskab med folk, gør jeg mig virkelig umage for at sidde lige inde under huden, jeg anbringer mig der lige under huden så jeg kan se ud ad øjnene, høre, alt det, jeg gør alt hvad jeg kan for at opholde mig der, et sted vi er fælles om, overfladerne, hvad skal jeg gøre, jeg ville gerne høre til, jeg ville så gerne gøre et eller andet for verden, for nogen, triste, alle mulige andre, gode mennesker, det er den slags der sker i overfladernes verden, den virkelige verden, møder finder sted, onde møder og gode, men jeg har ikke lungerne, eller er det bare, det er det vel, min manglende biologiske tilpasning til overfladen skyldes egoisme, det er der næppe tvivl om, selvbeskyttelse hvis jeg skal blive ved med at være mig selv, bare det, totalt egoistisk.



Ursula Andkjær Olsen